Besøg vores mobilversion

024nav1-bundskygge.gif
Print

Incoterms 2010

Internationale handelsklausuler

Incoterms er internationalt anerkendte transportklausuler, der anvendes i stor udstrækning i internationale og nationale kontrakter om salg af varer. Klausulerne i Incoterms er således accepterede definitioner og fortolkninger af de mest udbredte klausuler.

Baggrund
Det første sæt af International Commercial Terms – forkortet Incoterms – udkom i 1936. I takt med at handelsforhold og ikke mindst transportmidlerne har ændret og udviklet sig, er Incoterms løbende blevet revideret for at afspejle de gældende internationale kutymer og realiteter.

Anvendelse
Klausulerne finder kun anvendelse, når købsaftalens parter har aftalt, at en given klausul finder anvendelse på transporten. Klausulerne bestemmer bl.a. stedet for risikoens overgang fra sælger til køber og afgør ofte, hvem der skal bære omkostninger mv. forbundet med transporten.

Ændringer
I Incoterms 2010 er der indført to nye klausuler (DAT og DAP), mens fire klausuler (DAF, DES, DEQ og DDU) er udgået, således at Incoterms 2010 udgøres af 11 klausuler. Derudover er der med Incoterms 2010 sket ændring af "skibsrælingsprincippet".

DAT – Delivered At Terminal
Ved anvendelse af den nye Incoterm klausul DAT sker levering og risikoovergang, når der er sket aflæsning fra det ankommende transportmiddel i terminalen. DAT kan anvendes ved levering til alle former for transportterminaler, og klausulen erstatter dermed den tidligere DEQ (Delevired Ex Quay), der alene vedrørte levering ved havneterminaler.

DAP – Delivered At Place
Ved anvendelse af den nye Incoterm klausul DAP sker levering og risikoovergang, når sælger har stillet varen til rådighed for køber på det ankomne transportmiddel klar til aflæsning. DAP kan anvendes ved levering på alle former for pladser, og klausulen erstatter dermed de tidligere DAF (Delivered At Frontier), DES (Delivered Ex Ship) og DDU (Delivered Duty Unpaid).

Skibsrælingsprincippet
Ved anvendelse af klausulerne FAS (Free Alongside Ship), FOB (Free on Borad) og CFR (Cost and Freight) var risikoovergangen tidligere afhængig af, om godset havde passeret skibsrælingen eller ej. Faldt godset ned fra kranen under lastning af skibet, var det altså afgørende, om godset faldt ned på skibets dæk eller på kajen. Denne tilfældige omstændighed var altså afgørende for, hvem der endte med at bære risikoen for godset. Sammenholdt med ændringer i transportformer, lastemetoder mv. har det ført til en ændring af disse klausulers indhold, således at der efter Incoterms 2010 først sker levering og risikoovergang, når godset er ombord på skibet og det er frigjort fra kranen eller anden lasteanordning. Dermed er der sket en mindre forøgelse af sælgers risiko, da sælger bærer risikoen under lastningen – uanset hvilken side af rælingen godset falder ned på.

Incoterm 2010

Risikoovergang

Omkostninger

EXW

Ex Works

Risikoovergang sker, når sælger stiller godset til købers afhentning på det aftalte sted (f.eks. fabrik, lager etc.)

Køber bærer fragtomkostninger fra det aftalte sted.

 

 

FCA

Free Carrier

Risikoovergang sker, når godset er læsset på transportmidlet formidlet af køber.

Sælger bærer fragtomkostninger frem til og med læsning.

Køber bærer fragtomkostningerne fra læsning og videre til destinationen.

CFR

Cost and Freight

Risikoovergang sker, når godset er lastet ombord på det af sælger valgte skib og frigjort fra lasteanordningen.

Sælger bærer fragtomkostningerne frem til den angivne ankomsthavn.

 

CIF

Cost Insurance and Freight

Risikoovergang sker, når godset er lastet ombord på det af sælger valgte skib og frigjort fra lasteanordningen.

Sælger bærer fragt- og forsikringsomkostninger frem til den angivne ankomsthavn.

CPT

Carriage Paid To

Risikoovergang sker, når godset er overgivet til den af sælger valgte videretransportør.

Sælger bærer fragtomkostningerne frem til det angivne bestemmelsessted.

CIP

Carriage and Insurance Paid To

Risikoovergang sker, når godset er overgivet til den af sælger valgte videretransportør.

Sælger bærer fragt- og forsikringsomkostninger frem til det angivne bestemmelsessted.

DAT

Delivered At Terminal

Risikoovergang sker, når godset er aflæsset i den angivne terminal.

Sælger bærer fragtomkostninger frem til og med godset er aflæsset i den angivne terminal.

DAP

Delivered At Place

Risikoovergang sker, når godset er stillet til rådighed for aflæsning på bestemmelsesstedet.

Sælger bærer fragtomkostninger frem til godset er stillet til rådighed for aflæsning på bestemmelsesstedet.

DDP

Delivered Duty Paid

Risikoovergang sker, når godset er fortoldet og stillet til købers rådighed for aflæsning på bestemmelsesstedet.

Sælger bærer fragt- og toldomkostninger frem til godset er stillet til købers rådighed for aflæsning på bestemmelsesstedet.

FAS

Free Alongside Ship

Risikoovergang sker, når godset er placeret på kajen ved skibssiden eller på tilknyttet lasteplads i den af køber angivne afskibningshavn.

Sælger bærer fragtomkostninger frem til godset er placeret langs skibssiden eller på tilknyttet lasteplads i den angivne afskibningshavn.

FOB

Free on Board

Risikoovergang sker, når godset er lastet ombord fra på det af køber anviste skib i den angivne afskibningshavn og frigjort fra lasteanordningen.

Sælger bærer fragtomkostninger frem til og med godset er lastet ombord det anviste skibe i den angivne afskibningshavn.

Del
RSS
Hovedkontoret: Ringkjøbing Landbobank | Torvet 1 | 6950 Ringkøbing | Tlf.: 9732 1166 | post@landbobanken.dk