Den teoretiske del af uddannelsen giver dig erhvervskompetence inden for flere finansielle arbejdsområder i banker.
Deltagelse på forskellige kurser hjælper dig med at kombinere teori og praksis med de holdninger, overordnede mål og strategier, der er gældende i Landbobanken. Både Finansuddannelsen og kurserne giver dig gode muligheder for at udveksle erfaringer med andre elever, både fra Landbobanken og fra andre banker. På den måde kan du skabe dig et godt netværk af kontakter.
Den praktiske del af uddannelsen oplever du i dit daglige arbejde, hvor du gennem jobtræning får mulighed for at bruge det, du har lært, i praksis. En arbejdsdag i Landbobanken kan være lige så forskellig som tilværelsen nu engang er. Ingen pengeinstitutter kan klare sig uden kunder, og de har krav på en god betjening, som du sammen med dine kolleger skal være med til at give. Tidligt i uddannelsesforløbet får du ansvar for - og lov til - selv at arbejde med kunder.
Kunderne har brug for din rådgivning inden for mange forskellige områder. F.eks. når de skal købe en ny bil eller bolig. Der skal lægges budget og måske rådgives om forskellige lånetyper. Eller kunden skal på ferie- eller studierejse og har derfor brug for rådgivning vedrørende valuta m.v.
Kort sagt: Du lærer noget hver dag - både noget fagligt og noget personligt. Du vokser i takt med dine kundskaber og erfaringer, og dine kolleger vil altid give dig den opbakning, du har behov for.
